Europarådets kommissær for menneskerettigheder: Europa har pligt til at beskytte journalister mod mord
Politiken (Denmark), 26/04/2018
De brutale mord på de undersøgende journalister Daphne Caruana Galizia og Ján Kuciak er tragiske påmindelser om, at Europa er et farligt sted for journalister. De europæiske staters reaktion på disse mord vil forme ikke blot mediernes fremtid, men fremtiden for vores demokratier.
Når man kigger på tal og fakta, forstår man situationens alvor. Alene i de seneste 12 måneder er seks journalister blevet myrdet, heraf halvdelen i EU. Siden 1992 er 150 journalister blevet myrdet på vores kontinent. Det svarer til en hver anden måned. Nogle af dem dækkede krige, men de fleste blev myrdet, mens de forsøgte at kaste lys over de dunkle afkroge, hvor korruption, forbrydelse og politik mødes. Mange af dem havde bedt om politibeskyttelse, men fået afslag fra de statslige myndigheder.
Mord er den mest ekstreme og synlige måde at bringe journalister til tavshed på, men europæiske journalisters frihed og sikkerhed trues også med andre ondsindede, men mindre åbenlyse metoder.
En ny rapport udgivet af organisationen Index on Censorship og det europæiske journalistforbund, EFJ, viser, at 220 journalister blev tilbageholdt eller arresteret i 2017, og at pressefriheden i mere end 1.000 tilfælde blev indskrænket, ofte som et resultat af statslige aktørers indgreb. Siden 2015 har Europarådet modtaget over 160 anmeldelser om angreb, chikane og trusler mod journalister, og en rundspørge fra 2017 viser, at mange journalister griber til selvcensur for at undgå problemer.
Denne situation er gift for demokratiet. Angreb på journalister – uanset om det er prominente undersøgende journalister eller udsatte freelancere – er altid mere end enkeltsager: Det er et principielt anliggende, der angår os alle. Hvis journalister ikke kan arbejde frit og sikkert, bliver det vanskeligere at afdække menneskeretskrænkelser, korruption og magtmisbrug.
Mange journalister griber til selvcensur for at undgå problemer
Befolkningen får færre af de oplysninger, den har brug for, hvis den aktivt skal deltage i beslutningsprocessen. Og udemokratiske kræfter blomstrer op. Det er grunden til, at pressefrihed er en veletableret menneskerettighed i internationale traktakter og nationale love og forfatninger. Som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået i adskillige kendelser, har stater pligt til at sikre pressefriheden og beskytte journalisters liv.
Hvis staterne ikke formår at beskytte journalisters liv, er de stadig forpligtet til at gennemføre effektive efterforskninger af drabene og straffe gerningsmændene.
Desværre undlader europæiske stater alt for ofte at leve op til disse forpligtelser.
Tag for eksempel efterforskninger af forbrydelser begået mod journalister. De trækker ofte ud i årevis, og selv om selve gerningsmændene nogle gange bliver straffet, går bagmændene næsten altid fri. Disse svigt påfører journalisterne og deres familier yderligere smerte og giver næring til en opfattelse af straffrihed, som kan føre til nye angreb på journalister.
Hvis stater går op i demokrati og retssikkerhed, må de gå mere seriøst til værks, når det drejer sig om at implementere de menneskeretsstandarder for journalisters sikkerhed, som de har tilsluttet sig. De skal gøre ord til handling.
Et godt udgangspunkt er den anbefaling, som alle 47 medlemstater i Europarådet – herunder samtlige EU-lande – tilsluttede sig i 2016. Teksten anviser konkrete metoder, som staterne kan bruge til at beskytte journalisters liv og forhindre straffrihed for forbrydelser begået imod dem.
Jeg ser særligt tre skridt, som stater kan og skal tage på kort sigt:
Det første handler om beskyttelse. Politi og andre myndigheder må ikke ignorere trusler mod journalister eller tilsidesætte anmodninger om beskyttelse. Nogle lande har ekspertise i politibeskyttelse, og de bør dele denne viden med andre. Øget samarbejde med internationale organisationer, journalistsammenslutninger og uafhængige organisationer, der registrerer vold mod journalister, ville også bidrage til at forbedre staternes evne til på et tidligt stadie at beskytte journalister.
For det andet skal der sættes en stopper for straffriheden. Politi og domstole skal være i stand til at efterforske alle sager om vold mod journalister – også når statslige aktører er involveret – og retsforfølge gerningsmændene. Det forudsætter en veluddannet og effektiv politistyrke og et helt uafhængigt retsvæsen, der ikke udsættes for politisk indflydelse, og som, om nødvendigt, er i stand til at retsforfølge de højeste kredse i staten.
For det tredje skal lovgivningen ændres. Politikerne må vedtage love, der beskytter journalister og skærmer dem mod utilbørligt pres. Bagvaskelse og injurier bør helt afkriminaliseres af politikerne, der kun skal acceptere forholdsmæssige civilretslige sanktioner og gøre det strafbart at misbruge injuriesager til give journalister mundkurv på. Desuden skal lovgivning om misinformation, terrorisme og sikkerhedsspørgsmål undgå at indskrænke journalisters friheder og sikkerhed.
Disse redskaber er inden for rækkevidde, hvis den politiske vilje er til stede. Og her kommer vi til problemets kerne. Mange politikere er i bedste fald ligeglade med, at journalister udsættes for trusler. I værste fald tilskynder de selv til vold og skaber mistillid til pressen. Denne fjendtlige indstilling skal der laves om på: Politikere skal beskytte pressefriheden, ikke bekæmpe den.
Mordene på Daphne Caruana Galizia, Ján Kuciak og mange andre journalister var ikke skæbnebestemt, men skyldtes strukturelle fejl i de statslige institutioner, der skulle have beskyttet dem. Denne situation bringer både journalister og demokratiet i fare. Det er på høje tid, at staterne erkender dette og bringer sikkerheden i orden for journalister og andre mediemedarbejdere.